Aust-Ager, Vegårdshei, g.nr. 31,2,9 
St. vsk. 193 
For flere mannsaldre siden skal det efter sagnet ha bodd en mann på 
Simonstad som flyttet på bøttestenen ved Esphaugmyra, i byttelinjen mel 
lem Limyr og Moland. Limyr hørte den gang til Simonstadgarden, og Simon 
stadmannen hadde vistnok vunnet in litt skorareal med bøttefløttinger 
sin. Men efter denne fine handling skal det ha spøkt på Limyr. Somme 
tider er det en liten dreng med gra klær og rød lue som viser sig og 
narrer folk. Til andre tider er det hubroen (stenulven) som skriker med 
sitt hyggelige mal: u-rettu-rett, så det går gjenklang fra nut til 
nut. Men denne hubroprotesten har vi ikke hørt på mange ar nu, fordi 
hele hubrokullen som opholdt sig her i omkretsen er nedskutt, men ikke 
av bøttepolitiske grunner. 
Den drengen som er nevnet ovenfor, har bror min sett på Eksjø er 
gang. En solrik vinterdag for 17-18 ar siden kom J. L. gående på si 
nedover Eksjø. Da han var på vidden et par hundre meter ovenfor Sagodden 
fikk han se en liten gutt med nisselue på hode som rant på skeiser in 
mot den farlige elvose på sørsiden av Sagodden. Gutten kom straks ut av 
syne, fordi Sagodden og skogen der stengte for utsynet. Denne gutten 
lignet meget på en yngre bror av J. L., og han gikk derfor fort for å 
se efter at ikke gutten rant i elvosen. Men da han kom need der han hadde 
sett gutten ta sine barnslige skeisetak, var det ikke et spor à se efter 
skeiserenning, der var heller ikke spor efter mennesker der som gutter 
hadde vist sig. Dette at gutten randt på skeiser her var også et helt 
logisk moment i hendingen, fordi det var for meget blot sne på isen og 
derfor umulig og renne på skeiser. Detter er helt nøiaktig fortalt. Det 
passer også så godt inn i rammen efter det gamle sagnet, at man skulde 
mest tro det må være samme drengen som hadde vist sig på Limyrgården før 
Men han må da være urgammel og trulig lite til å reise, sa vi venter 
ikke å se hammer,