Jf. Asbj.s narr lubr. 
og Arne, 48 Fortælt, Sap & Ev. fra 
Stangdal- Espen, 7. Oplag p. 13. 
Guten og presten. 
(fortåld av Aaste Andesdotter Aarmoti). 
Dæ va ein gong ein mann, som døydde, og 
so skulde han verta gravfestad da, veit du. Men 
presten vilde hava ein gild stut ta son hass 
fyr å gravfesta faren. Men Sa skulde daa pre 
sten  
fysst 
kasta jord på liket, so kunde dei 
sea snakkast ve. Da præsten tok den fysste 
skuffa, kviskra guten i øyræt hans: "No æ 
stuten dau, far." "So to Helvites", sa presten 
høgt. "Ska mi fletta'n?" spurde guten. 
"Fan fletta'n" sa pesten. "Ka ska 
mi gjera mæ hué?" spurde guten. " 
Eg gjev fan båe hu og skinn, eg" svara 
presten. - Men da slap guten fyre å gjeva 
presten stuten sin, og endå hadde'n fengji 
presten i bejt. 
Nr. II, s. 25. 
Jofr. 
"Ein sogebundel" 
s. 51 
(Fortåld af Gjert Tåmasson Aarmoti [74 år]) 
Dæ va ein gong tvo gutar, som ville av 
og stela, og so vilde Oskefisen væra med. So kom 
dei ti ein skule, og der skal dei hive kvar sin 
smørholk. "Men hot vi du teka da?" spurde 
dei Oskefisen. "Aa eg vi hava budynne og" 
sa han. Og dænna raste dei av, Oskefisen