3. Der stige skal fra Sorgens Barm De brystbekemte Sukke, 
Fra glades Mund en Tak saa varm Og Toner aandesmukke; 
Der stige skal fra Menighet, Kong, Øvrighed og Kristenhed 
(Mangler) 
Forbønnerne de smukke, 
4 Der flyde skal den Olje ned, Som kan de Syge læge, 
Den er Guds Naade, salig Fred, Den Ordet os tilbære. 
Det Kristi Evangelium Som gjøre kan de Syge sund 
I denne dyre Naadestund Og dem med Kraft kan nære. 
5. Mens Gjeldets første Præstemand Hr. Schjelderup den kjære 
Sin Alterbog end læse kan I Præsteskrud med ære, 
Opreises jo af ny det Hus Som helliges skal Himlens Gud 
Og hans den elskelige Brud Til Helligdom at være. 
6. Det er det første Gjeldet faar Den kjær velkomne Gave, 
Paa egen Tomt derfor det staar Og rager frem saa fage 
Mod hint det brøstlige Capell Der staar som gjemt for Krop 
og Sjell 
Fra Morgen til den sene Kveld, Og som en Foderlade. 
7 Gid Menigheden værdes maa Til Gavn det maatte bruge 
Som Herrens Hus i denne Vraa Av Støvels gamle Rige; 
Gid Menighet og Husets Præst Besjæles af den samme Geist, 
Guds Helligaand og Jesum Krist I Troen maa bekjende! 
8 Gid Menigheden 
værdes 
maa Sund Kristendom at eie 
I Hjem og Kirke, Sind ogsaa, Omgaa de vrange Veie; 
Lad kjendes maa, her det Sted Hvor Sandhedslæren straaler ned 
Og Himlen sender salig Fred Fra Tronen i det høie! 
9 Lad her det kjendes at den Mand Som Ordet skal forkynde 
Besjæles av Guds Helligaand Og ei af Verdens Synde, 
At kaldet han dog er af Gud Til Herrens Præst at holde ud 
Det himmelsendte Fredens Bud For sorgbekemte Sinde! 
10. Gid smittes ei Guds Helligdom Ved Kjætters Røst og Tale! 
Gid Sjælene maa blive from Og ei med Udyd prale! 
Gid Hatfjeddalens Kirkeplads Maa hæves over Syndens Nat, 
Saa Drik og Dus og Horehus Maa dø en evig Dvale! 
11. Gid enig udi Troen maa Vi Kristum ret bekjende. 
Og fast mod Kjættere bestaa Indtil vort Livets Ende 
Gid Kjærlighedens rene Væld Maa fylde hvær en Kristen Sjæl