rigtig i høigang med at ærte Vargen 
med sit "tasse ta Fot" vidste han ikke av 
førend Manden spendte ham i Bakenden 
saa han føk ut til Vargen ledsaket av Ut 
raapet: "Tasse ta no alt samma!" –
 
Utboeren blev saaledes Vargens Bytte 
og hans Dage 
var 
derved talte. 
Raapet i Sjerven. (Fortalt av Mathea Einbu) 
Naar ein gaar upetter fraa Præste 
garen i Vefsen, saa kjæm ein aat ei Elv, som 
dei kalla Sjærvo. Ho er stor naar det er 
Flaum, men andre Tidar er ho ikkje større 
eller ein væd ho paa Strøkan, kvar ein vil. 
Det var eingang seint ein Kveld, at Folket 
i Præstegaren høirde eit som ropa uppi Elvi 
og det sa dei Ordi: "Tidi er kommen, men 
Mannen er ikkje kommen!" Ei Stund der 
etter kom ein Mand fraa Mo, som hadde 
vore eit ærend til Kulstadjøen ridande-paa 
Heimveg i myrkingi og skulde yver Elvi. 
Daa gjæk Præsten ud og bad han ganga ind aa 
ikkje rida udi Elvi i Myrkeret; men Mannen 
hadde slik Hast paa seg at han vilde ikkje 
heftast. Præsten talte han fraa det bedste 
han kunde, og tok i Bidset og vilde halda 
Hesten, men endaa var 
Manden 
han saa strid paa 
det, at han reiste sin Væg. Men daa han 
kom i Elvi vart han burte, og det var ingen 
som saag han sidan. –
 
Spokjelset paa Mosaasen. 
Det spøkte stygt paa Mosaasen ei Tid, 
sa man. Folk som kom til at ferdes der om 
Kveldene etter de var blet mørkt, hørte Klage