ned Kulstaddalene – om Halsøy, Baustenen, 
Dalstad og agtede sig til Gaardene Andaas. 
Kommen midt for Kirkeporten paa Dalstad 
stoppede Hestene op, og traads alle Anstrengelser 
for at faa dem videre saa rikkede de sig ikke 
av Flekken. Efter en lang Tolmodighedsprøve 
for Rytterne saa tok det til at ramle forfærde 
ligt borte i Gravhuset paa Kirkegaarden, 
og da sprang Hestene avsted i største Forskrek 
kelse opover Dalstadvoldene i Retning mot 
Andaas. De saknede først Farten da de var 
kommen midt op i Andaasbakkerne. Da sagde 
Jens til Anders: Kan Du virkelig si mig hvad 
det var fornoget vi blev utfor ved Kirke 
gaarden? Førend Anders kom sig til at svare 
fik de se en hvidklædt Mand med usedvanlig 
store Sjøvanter paa Hænderne komme stræven 
de op Skraabakken for at komme sig op 
paa Veien for, som det syntes, at avsjære 
dem Fremkomsten. Rædselen tok dem paany, 
de satte fuld Fart paa Hestene og vandt sig 
derved saavidt forbi Skikkelsen. – 
Jens fik paa Grund av det passerede en saa 
dan Skrek i Blodet at denne hans første blev 
ogsaa den sidste Spilopfærd han indlot sig 
paa om Natten. – 
Likfærd over Baustenen. 
Olaus J. Nilsen Dolstadsjøen – senere Lærer 
og Kirkesanger i Hatfjelldalen fra 1860 til 70 – pleiede 
meget at gjøre Tjenneste som Sanger under 
Begravelser (Var "Liksøngar") Han fortalte: 
Engang de kom kjørende med Lik over 
Baustenen og skulde til Dalstad Gravsted 
stoppede Hesten, som trak Liket, op paa