Drennen hans aa ein ana mand va rors 
kara. Paa heimtura aa kveln va han oppe 
paa Øra aat ein gamal kall, saa va dar, 
aa ga han altersmaden. Naa præsten kom 
daa tebakers neover markja, saag karan 
som sto atmæ baatn, at han ha præst 
klean paa sig, aa di sa daa kvar me an, 
at han ska vel fram i Hunaalgaren og. 
Dæ va bære ret over aalvkjæften. Men han 
kom neri baaden aa di la tel aa ro. 
Daa di va kommen medt ut paa Vikdalsbogta 
va dæ vel mørt, aa di sa aat Præsten, at no 
maat di vel ro over paa den anner sio? 
Di tor ikkje ro om roparnese. Men daa sei 
han Søren at no sku di ro han aat nese. 
Han vil sjaa om der va naako. Di vart 
no rent skremt, karan, men di tor no 
kje sei nei heller. Daa di kom bortaat 
nese haurde di roping, aa daa baaden 
tok baatne mæ lanne va dæ slek skraal 
aa aajøi dæ va bættele. Dæ ula net 
saa gern hunnæ. Præsten røist se daa 
op i baaden, aa di saag han tok hanna 
ati lommen aa tok fram ei lita-bok, aa 
dæ føsta han sætt foten paa lanne drog 
dette ovæsen seg tebakes aa sjydde præsten. 
Karan høirde kor dæ for opijønno aa helt 
op mot fjelle, aa præsten ette. Dæ dura aa 
bar se saa dæ va grove ting. Karan ha 
ræd saa di va heit aa sveit, men no vart 
dæ kalt aa di tøkt daale om seg. Aa di 
sa kvar mæ a'n, at di kun vest ro heim 
for præsten va vest førdagast dar opi. 
Men saa de sat dar aa smaaterrast aa 
frous, saa kom præsten, aa gla vart di.