sin Gryte med Sei ver Ilden. 
Da Staværingen var en storvaksen Karl 
turde Knutses Kok ikke videre binde 
an med ham, hvorfor han gik til 
Knut og beklagede sig at en stor Sta 
væring slengte hans Gryte av saa fort 
han hengte den paa, og hengte sin i 
Stedet, saa det vistnok blev bedst at 
han K. selv besørgede Kokningen 
tilkvelds. "Jasaa, staar det saaledes 
til!" sagde Knut og ruslede tif Kjøke 
net. Kommen did vilde han vite hvem 
som hadde tat Ildsmaalet fra Kokken 
hans? "Ola de æ just æ" svarede Sta 
væringen – stolende paa sin Styrke. 
Da tok Knut med en Haand i Nakken 
og den anden i Bakenden paa ham 
og kastede ham næsegrus ut gjennem 
Døren. Derpaa slengte han Seigryten 
efter ut paa den isbelagte Mark, 
saa den gik i Stykker, og kogte derpaa 
selv. – Da de saa senere var gaaet 
i Seng – Staveringerne i anden og Vefs 
ningerne i nederste Etasie – hørtes 
Staværingerne at drøfte denne Kokke 
avfære. Der var da en som mente 
paa det, at han nok skulde ha tat 
denne Vefsningen om det gjaldt, hvor 
paa en en anden svarede: "Aanei, batter 
de, de hi du ret it gjordt! Du ska 
læk mærke til at de æ den norske 
Sjøløve, aa han bær it Namne for 
ingenting." – 
Knut som Jægtestyrman – av T. Einbu. 
Da Knut var Jægtestyrmand hos