– 4 – 
7. Som Duen da var hun spagsindig og mild, Sagtmo 
dig i sæder og lader, Hun hadede altid hevngierrigheds ild, Hun 
elsked sin moder og fader. Hun lyd deres røst, Hun var deres 
trøst, Indtil at hun vreden forlader. 
8. Men det var ei lenge denne øyneløst For hindes foræl 
dre mon vare, Førend at de saag denne glæde og trøst Med 
smerte til graven at fare. Hvad saarig og ve I foreldre maa see 
kan intet menniske forklare. 
9. Den tre til tyven mai da blæiv hun fød Sytten hundrde 
sexti og otte, Den femtende juni sytten hundrede fiir Og firsinds 
tiv hun opnaade, Da maatte den møe Levere sit støv, Sit dødelig 
legem at raadne. 
10. Hos os hindes levetid var sexten aar Øg dertil fem og 
tive dage, Hviis udlendings dage var onde og faa, Det maa hun 
med Jakob beklage. Men hun frygted Gud, Nu er hun hans 
brud, hun lenges ey mere tilbage. 
11. For løgn og bagtalelse blæiv hun ei qvidt Hvor hun 
sig i verden skull vende, Men hun var taalmodig og ønsked altid 
Hun kunde ret Herren bekiende. Da fik hun vel fred For all sin 
fortred, Gud hinde vel trøsten vil sende. 
12. Nu har hun opnaaet fit øyemeed. Nu har hun sin sorg 
overvunden; Nu har hun faaet glæde for all sin fortred, Nu er 
løgn og laster forsvunden, Nu har hendes sieel I evighed vel Nu 
har hun sin sødskende funden. 
13. Men det var ey nok de i livet beløy Dig yndig uskyl 
dige pige, De maatte i graven besudle dit støv, Dig endda med 
løgnen bekrige. Men forbandet er De løgner især, Som saadan 
forargelse giver. 
14. Det var eder bedre at en møllesten Var eder paa hal 
sen omhenget, Og i var aftakket med all eders meen, I havsens 
dybheder nedsænket; Heller ikke fød, I moderen død, En saa i for 
dømmels jer sænke.