– 5 – 
15. Gud eder omvende til beding og bøn, Og engang jers 
synder ærfare. En salig hensoved at smitte med løgn, det kunde 
i ikke forsvare, Bed derfore Gud, Han redder jer ud Af denne for 
bandelses snare. 
16. O salig Agatha, du sagde godnat De klaffer og løgnere 
alle, De var dig ey værdig, saa hastig og brodt Gud derfore 
dig maatte kalde, Og føre dig hen For du var hans ven, Han 
kaldet dig til de udvalde. 
17. Hindes alder i verden var stakket og kort, Den kan ikke 
høiere regnes: Igaar kom hun hid og idag gik hun bort, Og 
lenger det ey kunde tegnes, Men gudfrygtighed, Det er dog den 
seed, Den høyeste alder tilægnes. 
18. Vel dennem usmittet fra verden bortgaar, Gud dem fra 
al jammer vil skaane, Om de en hensover i ungdommens aar, 
Dog bær de en alderdoms krone. Forvervet af Gud, Han fører 
dem ud, Han all deres synder forsone. 
19. I ægteskabsorden hun ikke bleiv brud I dette forgiæn 
gelig live, Men hun bleiv trolovet sin frelser og Gud I ærens 
uendelig rige, Brudsvennerne der Guds engle det er, Brudklederne 
lange og hvide. 
20. Hun varst i de kloge fem iomfruers Tall, Hvis lamppe 
der klarlig mon brænde. Hun har og udvelget det skiønneste vall, 
Hindes lamppe Gud selver antendte. Her fore du nor I feireste 
flor Bleiv kaldet fra verdens elende. 
21. I fader og moder hør Salamons ord Hvad han i ord 
sproget mon sige: Hvo som frygter herren han gaar paa den 
ort, Som kaldes den retteste stiee. Hav dette til trøst, Frygt 
herren med løst Han kalder jer og til guds rige. 
22. Jers datter giek stedse gudfrygtigheds vey Og stedse 
oprigtelig vandredt, Her verdens begjerlighed elsked hun ey; Thi 
bleiv hun saa hastig forandredt Til herligheds prang Med fryde 
lig klang, Hun siunger der seyerens sange.