– 6 – 
23. Hun faldt jer om halsen den sidste afsked Hun med ier 
i verden mon tage, Hun vilde ier trøste der hun saae i græd, Hun 
bad ier aflegge at klage. Thi ieg dør nu hen, Jeg har nu igien 
Kun neppe to timer tilbage. 
24. Min sorrigfuld faders bedrøvede siæl, Som ieg udi 
sygdom forlader, Gud giøre evindelig mod eder vel, Jeg ved han 
ser aldrig forlader, I seer mig ey her, Vi findes dog der, Hvor 
sygdom og døden ei skader. 
25. Bedrøvede moder i kaldes forvist Nu baade Naomi og 
Mara, De beeskeste vande dem haver i freist, En Abraham sørger 
sin Sara, En Jakob sin søn, Hand derfor saa øm, Sørgende til 
graven vil fare. 
26. Guds troende børn sik glæde engang Det kand vi dog 
sikkerlig vide, Bleiv det ikke før dog i englernes fang De side til 
bords i guds rige. Hav taalmodighed, saa skal i faa fred For 
hvis i nu taale og lide. 
27. Vi bør ikke dadle det herren har gjort Det evig vel 
for os maa være, Det er forudseet baade lidet og stort Hvad lykke 
Gud vil os beskiære, Thi bør vi altid I sorrig og fryd Guds 
ære af hiertet frembære. 
28. Seer i ey iers datter i gyldende karm Her ved skiønne 
heste og blankke, Saa seer i hende aldrig usel og arm Nødtørftig 
om brødet at vanke. Tak derfore Gud, Som denne sin brud 
Betidig til himlen vil sankke. 
29. Vel synes det i har faat dobelte skaar, og dobelte saarg 
mon i fange, Det synes Gud har hugget ier saar i saar, Da i 
nu iers mand og har savnet, Da i maatte see Med gremmelses vee 
At ham ogsaa graven annammet. 
30. I maa med Naomi beklage det vel, At Gud haver 
skienkt ier det beedske, I har ey en draabe fryd i iers siæl Hvor 
paa at i kunde ier leedske, Men herrens ord Findes trøsten tor, 
Som kand ier i hiertet forfridske.