– 7 – 
31. De som saar med graad de skal dobbelt engang I glæden 
sig herlig forløste; De skal dog fornøyet med frydelig sang Sine 
frugtter saa gladelig høste. Tvil ikke derpaa Guds løfter fast staa 
Lad dette ier sødelig trøste. 
32. Da skal i iers børn med seyerens skrig I glæden om 
favne og møde, Udfriet fra jammern fra klaffer og nid Med dem 
i basunerne støde, Tillige iers mand, Der finder i ham Paa gader 
af guldet det røde. 
33. Dronningen af sønden havde megel hørt At der var om 
Salamon talet, Men ikke halvdelen om hannem var rørt Mod 
det hun fik siden ærfare. Saa er det forsandt, Her slet ingen 
kand Den herlighed noksom forklare. –
 
34. Alene vi ønske Gud unde os det Vi saa udi verden 
maa leve, At naar vore Dage til enden er seet, Vore siæle i glæ 
den maa sveve, Og høre den røst og glædelig trøst I velsigvede 
hos mig skal leve. 
35. Vi slutter med Ammen det bliver der ved Vi haabes 
vor venner at favne Der paa sions gader med glæde og fred og 
siunge haleluia sammen. Nu evig farvel, Gud gjæde iers siel Vii 
slutter taalmodelig Ammen. 
Vi saar vore sange med sukende røst Her i dette verdens elende, 
Men haabes omsider en gladelig høsl Naar vi vore siæle skal 
sende, Til herren som dennem har evig forløst, Da skal vi en 
drægtelig tilsammen Trehellig af hjertet med fryd og med løst 
Ham love evindelig Ammen. Und os det o Gud for vor frelsers 
trøst At vi maa udfries fra maræ Og komme til elim at lædske 
vor tørst Hos de søde kilder og klare. 
Nilsskougen D: 11 Januarius Ao. 17LXXXV. 
Autor 
Ole OlsSen Aanæs.