høilig forundret over. Dette var i Tiden 
straks over Sommermaal – den Tid Bjørnen 
pleier at gaa ut av sit Vinterleie. Ved 
nermere at se efter forstod Manden at Bjør 
nen hadde været indesperret av Is, som 
i Vinterens Løp hadde dannet sig over 
Indgangen til Hiet, og at den da med 
stort Besvær hadde gnavet nettop saa 
stort Hul paa Isen at den fik hadde faaet 
presset Hodet gjennem. Manden fik 
da det Indfald at løpe Hjem efter en 
Bjelde samt en Øks, som han tok med 
sig tilbake til Stedet. Bjelden bandt 
han saa paa Bjørnens Hals, hvarpaa 
han med Øksen tok til at hugge vek Isen 
til Aabningen blev saa stor at Bjørnen 
slap ut. Selvfølgelig blev Bjørnen 
meget glad over den Hjelp han fik, 
sendte Manden et taknemmeligt Blik 
og drog sig avsted mager og usel som 
den var efter den lange Vintersøvn. 
Bjelden blev formentlig av Bjørnen 
betraktet som et Hæderstegn, hvorfor 
den lot den sidde paa og ikke forsøkte 
paa at rive den av sig. Manden kunde 
saaledes utover Vaaren og Sommeren 
av og til høre Klangen av Bjelden fra 
de store omliggende Skoge. Naar saa 
Høsten kom og Bjørnen hadde tat sig 
godt op paa god Sommerbeite tok Man 
den sin Rifle og gik til Skogs 
paa Jagt 
. snart 
hørte han Bjelden, fandt Bjørnen 
og med et Par velrettede Skud strakte 
han den til Jorden, og fik sig et fortræffe 
ligt Bjørneslagt mod Vinteren. –