6 Men ak! denne Glæde i vort Vennelav, Saa 
hastig avbrødes, en pludselig Grav Sig aabned' 
og gjorde sit Bytte. Et Drøvelsens Bæger 
iskjænkedes brot, Da vore to Brødre os sagde 
god Nat. Saa Venner og Frænder hverandre 
Forlade, for heden at vandre. 
7 I Skriften en gammel Fortelling os kan Erindre 
at Alt i Forgjængligheds Land Saa ofte uventet 
forandres. Med Brødre og Søstre Jobs ælste 
Søn sat, I Gjæstebud med disse Venner saa glad, 
Men Glæden fik pludselig Ende: Sig Dødens Bud 
skab gav tilkjende. 
8 I Aar atten Hundred' en og tredive En lignende 
Hendelse hos os mone skee, To Aar siden Fa 
deren døde. I Rama der hørtes et sørgeligt 
Skrig, Da Rachel sine Børn begræd jammerlig; 
Her randt nu og Moderens Taarer, Stor Sorg 
nu paany hende saarer. 
9 Kort Tid efter Nytaar de reiste afsted, Som 
brugeligt var med al Sømmelighed Sin' Venner 
og Slægt at besøge. De vore i Selskab tre 
Ynglinger skjøn: To Brødre, den tredie en 
anden Mands Søn; De reiste til Røsvandets 
Tinder, Til Glæde for Venner, Veninder. 
10 Som Joseph de reiste til Brødrene hen, Det sam 
me Navn havde den ene af dem, Og Jacob 
Andreas hans Broder, Den tredie Jacob Mathi 
as med dem I Selskab mon være, han var 
deres Ven: De Brødre tre Forbrødre havde 
Som dennem med Glæde anamm'de. 
11 Men ak! i Thorsmaaned den syvende Dag Før 
Klokken var kommen til tiende Slag Et sør 
geligt Nødskrig man hørte; Thi Røsvandet 
nylig tillagt var med Is, Som for de to Brø 
dre var 
Livets 
Forlis; Thi Isen mon under dem falde 
Saa Vandet gik over dem alle.