Baatlag som Præsten sendte paa Lofotfiske. 
Erik var ikke synderlig lysten paa dette, 
og sagde, at han frygtede for Fiskerne ikke 
skulde kunne la være at nævne ham ved 
Navn, for det taalte han ikke at høre. 
Resultatet blev dog at han drog med til 
Lofoten. Her blev han utkaaret til at være 
Kok. Det gik bra en Tid. Men en Dag han 
skulde bære ind en Supeskaal snublede 
han over Dørstokken, faldt og slog ned Supen. 
Da sagde Høvedsmanden: "Nei ha daaker 
daa set han Gammel-Erik!" – Tak! i det 
samme dette var sagt var Erik sporløst 
forsvunden. – 
Erik kom da Hjem til Præsten og aarsake 
de sig for at Baatmandskapet ikke kunde 
la være at nævene ham ved Navn. – 
Jasaa, sagde Præsten, Aanei jeg skjønte 
nok at det ikke var passende Selskap for 
dig. (!) Lofotløn fik Erik da heller ikke, 
og han ergrede sig mer og mer over at Præsten 
holdt ham for Nar, og grundet paa at ta Hevn. 
Saa var det en Søndag, da Præsten besteg 
Prædikestolen, at Tankerne blev staaende helt 
fast; han vidste hværken ut eller ind hvad 
han skulde sige, men blev staaende som 
en Billedstøtte. Endelig spurgte han saa 
Menigheten om der ikke var nogen som kunde 
lægge ham et Ord i Munden? Alle taug. Alle 
sammen var forjort av Gammel-Erik. Men 
en Smaagut som sat saa liten og uformerkt 
ret nedunder Prækestolen nævnte saa "Fader vor."  
Da løsnede det for Præsten, og han prædikede 
saa kraftig og gripende som han næsten aldrig 
før hadde gjort, og jagede da ogsaa Erik fra