tok saa Harnene fra Knæerne og satte 
dem paa Hodet, og befalede dem 
(Gjeitene) 
at være 
Menneskene til Nytte ved i Forhold til sin 
Størrelse at gi megen Melk, og ellers hoved 
sakelig spise det Græs som vokser i Berg 
og Ulænde, hvor ikke andre Kreaturer 
kunde komme og nyte det. 
De skulde dog ellers bibeholde en god Del 
Unoter som Minde om deres oprindelige 
Skaper. – Der hvor Hornene har siddet 
paa Framfotknæerne viser sig til alle Tider 
en Snauflek! – 
4) Gaardshønsene var fra først av vilde 
Skogfugle likesaavel som Tiur og Aarhane 
m. fl. Hønsehanen og Aarhanen begynd 
te saa at spekulere paa at det maatte 
være bedre at faa være i Gaarden blandt 
Menneskene end et leve vildt i Skogen. 
Efter en lang Diskusion heroen kom de 
til det Resultat, at det absolut maatte 
være bedre at opholde sig paa Gaarden. 
Men da de ikke var synderlig gode Venner 
var det ikke at tenke paa at de begge kun 
de være paa Gaarden. Der opstod da Trætte 
mellem dem om hvem av dem som skul 
de bli Gaardshane. Tilsidst enedes de 
om at avgjøre Saken ved Kaplop. Den 
som føret naaede Gaarden skulde altsaa 
bli den seirende. De stillede sig da gjevn 
sides og lagde paa Sprang, og da Hønse 
hanen saa at han vilde bli den tapende. 
raapte han: "Kørre, Ørre Staldbror min 
Lut de ne aa sjaa dar ind 
Kvite Ringen i Ræven din!" 
Aarhanen stoppede op for at se efter om