Klokkeren svarede at det var Hestlort! 
Aa fy da! sagde Præsten, har De virkelig Ape 
tit paa slikt? Den er ikke saa ilde som 
man skulde tro, mente Klokkeren. Han pleiede 
ofte naar han gik lange Veie og blev 
sulten, at tilfredstille sin Hunger dermed. 
Men det trak fremdeles ut, Veien blev 
lang, saa Præstens Mave skrek formelig 
av Sult. Og Klokkeren, der gik foran 
tok sig ret som det var en Kavring. 
Endelig raapte Presten: Nei gi mig ogsaa 
en Hestlortpale! Klokkeren bøiede sig 
da ned, tok op fra Veien en Hestlort 
og gav Præsten. Denne tok Lorten, bed 
sig et Stykke og tok til at tygge. Men med 
et Fy! spyttede han det ut igjen og korse 
de sig over at Klokkeren kunde spise slikt. 
Til syvende og sidst naaede 
de 
da om Kvel 
den frem til den paatenkte Gaard. 
Førend de gik ind bad Præsten Klokkeren 
om at være saa snild under Bordet at 
træde paa hans Fot da han syntes han 
hadde spist nok, naar de fik Mat. 
Han kunde ellers forspise sig saa sulten 
som han var. Stedts Folk blev helt 
bestyrtet over at faa saadant storartet 
Fremmedfolk. Konen svingede paa en 
Rymmegroutgryte, og da Grøden var 
bragt paa Bordet blev de fremmede anmo 
det, om at sætte sig til og forsyne sig. 
Gripa sulten som Præster var, lot han 
sig ikke bede to gange, han grip Skeen 
og tok fat. Selvfølgelig gjorde Klokkeren 
likedan. Da Præsten hadde tat tre fulde 
Skeer Grød blev der traadt paa hans Fot