Præsten utaalmodig og lagde til for at 
klemme Grøten i Klokkerens formentlige 
Mund. Konen som saaledes fik Grøten 
i Bakenden vendte sig halvvognende 
om i Sengen, og Præsten, som nu opdagede 
at han hadde tat Feil, listede sig skynd 
somt til det rigtige Kammer. Da Konen 
vendte sig i Sengen vaaknede Manden og 
fandt ut at der var noget mistenkeligt 
i hendes Bakdel, hvorfor han ruskede i 
hende og sagde: "Op Kjærring, Du ha 
skite dig ut!" Hun op i Forskrækkelse 
og ut til en Brønd, hvor hun saa tok til 
at vaske sig. Da Præsten kom ind 
til Klokkeren lot han denne vite sit 
Uheld og undrede sig da paa hvorledes 
han skulde faa vaske Gråten av sine 
Hænder. Ja, sagde Klokkeren, der staar 
en Vandmuke paa Bordet; der finder 
De Vand til at vaske med. Præsten 
fandt Vandmuken, der var smal i Aab 
ningen, trængte den ene Haand ned 
igjennem og kunde ikke faa den derop 
igjen. Nu blev han helt op i det og und 
rede sig paa hvorledes han skulde bli Vand 
muken kvit. Der er ingen anden 
Raad end at slaa sønder Muken, sagde 
Klokkeren. Ute ved Brønden er en stor 
hvit Sten, som nok later sig finde i Mørk 
et; gaa hen aa slaa Muken mod Stenen 
saa den gaar i Stykker. Præsten gik, fandt 
den formentlige hvite Sten og drog til med 
fuld Kraft for at slaa Muken i Stykker 
og hvad saa? Den farmentlige Sten gav et 
Skrig fra sig og faldt i Brønden! –