19. 
Tussbrura. 
(Støren) 
Det va et kvinnfælk en gong,et ungt kvinnfælk søm vart innti 
åt tussøm en sta'n. Så hadd mor henna treft på å vørre ut å gått en da'n. Og da 
red det færbi ho en brurhop og der va dættra henna med 
Ho fekk snakk med morun og ho villa at ho skull vårrå med henna 
hematt. Men dættra sa ho hadd det mykjy bær' der ho va no inn nå ho va heme. Sånr 
va det my fortælinga sjer du. 
Versti'n. 
(Støren) 
Oppi Verstia (Versti'n: Verste stigen,det var så bratt og stygt 
der med gamlevegen låg oppi der) ha døm no hadd det fær det at det ha't vørre 
helt trygt. 
Arnklokkar'n kom gangand der igjønøm en gong han. Og da hadd det 
kømme sprengann en kar utover berja der og kømme bort. 
Tussbanet søm vart i helsøtte. 
(Støren) 
Det va et kvinnfælk uti Stjørdæla søm hadd søtte ihel et ban 
fær tussøm.Tussan hadd lagt ifrå se banet på et la,og der kom ho å smor se ned 
på. Men kvinnfælket fekk våttå tå at døm va te,ho ja.Ho naut itt en matbit på 
lang ti ette at ho hadd kømme i ska fær det der,ana døm skeit ni maten åt'n 
tussan. 
Tussan va med å lekte se. 
(Støren) 
Han Nils færtælt at det va med døm va berre ongann det henda 
nå rart en gong. 
Døm for uti garda hell ker det va å lekt se. Og best det va så 
vart døm vare en litin mann søm sprang medt i milja døm og ga se med ti leka.