slageren ha 
eg 
vel rædde sia dænn ti, hann slo meg me den 
eine trommestikka si." Dermed gik han, og Glad var 
gutten. Nu blev der bryllup, og der kom "mykje godt 
me folk." Den kveld, der skulde gives i skaalen, kom 
der ind gaaende en fremmed "kar" med en storsak paa 
ryggen. Han la den, paa bordet og sagde, det var ei 
gaave te brurefolke", og saa for han saa "snøgt" af 
sted igjen, at det var med nød, en fik se, hvor han 
saa ud. Men i sækken var "fullja eitkvart." Den 
var saa tung, at bordet brast, og da faldt der ud af 
sækken baade sølv og guld. Over slig gave - den 
var fra fader hendes – blev de andre gjester saa for 
færdede at de syntes, det nu mest var som en skam 
at komme med det, de havde, og saa bad de farvel 
og gik sin vei. Men gutten kjøbte sig baade gaard 
og grund for pengene og var en "halden" mand al sin tid. 
Han angrede aldrig det gifte. De levede skikke 
lig vel sammen; siden bles hun kristnet, og da faldt 
halen hendes ganske væk. – 
3. Der var en pige, som skulde til støls for at 
hente noget, som man havde lagt efter sig, daa 
man reiste hjem, og saa tog hun hunden med sig. Da 
hun kom op, bar tussefolket der, og de tog pigen og 
pyntede hende til brud; men hunden, som var med 
hende, sprang hjem igjen, og der holdt han saalange paa at 
hoppeop efter pigens kjæreste, skrabe i ham og løbe 
bor efter den vei, som gik til støls, at gutten endelig 
tænkte det maatte veire meget galt, siden den bar 
sig saadan ad. Han gik og sadlede hesten sin for at 
ride derop. Da han kom til støls, fik han "sagte 
noget at høre." Der var en støi og en kommers, som 
var overal maade. Han kunde nok skjønne, at 
ikke alt var, som det skulde være. Det før 
ste han gjorde, var at binde hesten sin. Saa 
tog han frem en tollekniv og gik bort indi 
sælet. Der fik han se syn, der! Kjæresten 
hans sad pyntet som brud midt i høisædet, og alle