sidde stille. Han sagde da: "Aa jau, i kvell va
da moro aa leike me gjeitan bort i liaa. Da kom blod
tørsten over ham, han for i hammen sin og lagde i vei.
Siden fandt man gjederne ligge
nde
dræbte rundt omkring.
Nu blev konen saa lei af dette, at hun tænkte, at
hun skulde, "sagte" havet en raad med hammen, hvis
hun bare fandt den; men han, der havde som en mis
tanke om det, gjemte den vel; for det vilde tage
saa paa styrken hans, om hammen ødelagdes.
Men hvordan det nu gik eller ei, nok er det, at en
dag,
da
manden var bortreist, kom konen over bjørne
hammen, og glad blev hun. Hun skikkede straks
bud til naboerne, som kom "paa timen", og saa tog
de og brændte hammen op. Manden blev vred, da
han kom hjem; men gjort gjerning stod ikke til
at ændre. Sikkert er det, at han havde ikke hel
sedag siden.
For at sikre sig mod tussene brugtes og bruges maaske
endnu paa sine steder at lægge en øks indenfor tarkke
leng med eggen vendt mod døren for at hindre tussene
fra at komme ind. Denne skik brugtes især i Julen.
Ligeledes smurtes tjærekors paa dørene, og for at blive
end sikrere for alt i huset, sattes ljaa i høstaalet,
sigde i kornet og staal i vandet. Naar der bagtes
til jul, lagde man kors i lefserne; for alt, som
ikke er kors eller kake, skal huldra "til jule
brød take". Julenat havde man for skik at lade
et lys brænde, til man skulde i floren om morge
ne. Lyset tog man i lygten, for dermed at brænde
høver ko i halen. Den for hvem lyset sluknede,
var feige, og den kunde man være tryg for at miste
til sommeren. Det kunde nok være, at tussene
tog den, thi de tog "dei svarta og dei graua; dei kvita,
dei raua, dei ligge daua."