vilde fastholde sin Paastand, men Gamlingen 
protesterte: Ikke før Onsdag – hel aller tidligst 
Tisdag kveld". Tidlig Onsdag Morgen da de stak 
ut Hadet saa regnede det, men heller ikke før. –
 
De gamle Lapper var ogsaa bra til 
at forutsi Veiret, hvorom her skal gies et 
Eksempel: Min Svigerfar Peder S. Ørjedal 
holdt paa i bedste Solskinsveir at rake op Høi 
paa en Vold, som kaldes Sørvolden. Da kom 
en Lap – Bent-Ola – kaldet, hilste og blev saa 
taus staaende støttende sig til Staven og se paa Sviger 
far drive paa at rake Høi alt hvad "Remmer og Tøi" 
kunde holde. Da saa Lappen hadde staat saa 
ledes en lang stund utbrøt han: "Ja di saa 
ska no gjær naako Slaataan, saa maa di no berre 
klæmpaa!" Svigerfar sagde saa: Ja det kan hende 
vi faar ikke ha dette Høivedret noget lenge? 
"Aanei," sagde Lappen, "dæ bi no bærre en 14 dags 
Tid, sian saa bi dæ bærre Regn". Og dette slog 
nøiagtigt ind. –
 
Sluttelig en Sang forfattet i 1860 aarene av 
gl. Almueskolelære – Claus Jakobsen Sørdal 
(f. 1818) 
da den 
nye Kirke blev byget paa Hatfjelldal. 
Mel.: For Norrig Kjæmpers. 
1. Der reises nu en Tempelhal I Ly mot Vind og Vove, 
Bag Aasene i Hatfjelldal, Omkrandst av grønne Skove. 
Dens Spir sig hæver op mot Sky Og peger hen mot Himmelby 
Hvor glade Aander toner fri Gud Herren Pris og Love. 
2. Den reises op af Jordens Grus, Som Liljen hist i Skove 
Dog stander den saa høi og prud Som Hattens Pull den store. 
Der lyde skal til Himlens Gud Fra Støvets Mund, Bøn, Sangelyd 
Og Sandhedslærens klare Lys Skal Hjerter gjennemstraale