det mere og mere efter som Tiden led. 
Drengen hadde Stueloftet til Soveværelse. 
En Nat voknede han idet 
han 
hørte det tale 
fra Dallen: "No ska Haasbennelpytten op 
aa danse. Derpaa kom der en Skapning op 
ut av Dallen og tolk til at vimpe og danse 
paa Gulvet og jo mer han dansede des stør 
re syntes han at bli. Men tilsidst sagde han: 
"Nei no maa Haasbennelpytten inkje dans 
meir, hel saa gaar'n inkje i Dallen." Dermed 
smat han ned i Dallen og fik Laaket an 
bragt over sig. At Manden, da han fik 
Rede paa dette, skaffede sig Ubeistet fra 
Hælsen, mens det var Tid sier sig jo 
omtr. selv. –
 
Engang blev en Utboer jaget av en 
Varg og tok Tilflukt ind i en Fjøsport 
og hoppet op i en Dør noget høit op 
paa Veggen av en Høilade, hvor Høiet 
var tat bort noget indover fra Døren. 
Herr satte Utboeren sig til at ærte Vargen 
som ikke turde komme lengere end ind 
mot Dørstokken. Utboeren strekte av 
og til det ene Ben ut i Døraabningen 
og sagde: Tasse, ta Fot, Tasse, ta Fat! og 
saa snart Vargen gjorte Tegn til at 
glæfse i Foten rykket Utboeren den 
til sig. Men denne Moro skulde ikke 
vare ret lenge. En Mand hadde nem 
lig lagt sig til at sove i Laden og blev 
vekket ved disse ubudne Gjæsters Ankomst. 
En Stund laa han og iagttok den 
Moro Utboeren hadde ved at ærte Vargen 
men smaat om sen drog han sig noget 
nermere til, og da Utboeren hadde det