– 4 –
7. Som Duen da var hun spagsindig og mild, Sagtmo
dig i sæder og lader, Hun hadede altid hevngierrigheds ild, Hun
elsked sin moder og fader. Hun lyd deres røst, Hun var deres
trøst, Indtil at hun vreden forlader.
8. Men det var ei lenge denne øyneløst For hindes foræl
dre mon vare, Førend at de saag denne glæde og trøst Med
smerte til graven at fare. Hvad saarig og ve I foreldre maa see
kan intet menniske forklare.
9. Den tre til tyven mai da blæiv hun fød Sytten hundrde
sexti og otte, Den femtende juni sytten hundrede fiir Og firsinds
tiv hun opnaade, Da maatte den møe Levere sit støv, Sit dødelig
legem at raadne.
10. Hos os hindes levetid var sexten aar Øg dertil fem og
tive dage, Hviis udlendings dage var onde og faa, Det maa hun
med Jakob beklage. Men hun frygted Gud, Nu er hun hans
brud, hun lenges ey mere tilbage.
11. For løgn og bagtalelse blæiv hun ei qvidt Hvor hun
sig i verden skull vende, Men hun var taalmodig og ønsked altid
Hun kunde ret Herren bekiende. Da fik hun vel fred For all sin
fortred, Gud hinde vel trøsten vil sende.
12. Nu har hun opnaaet fit øyemeed. Nu har hun sin sorg
overvunden; Nu har hun faaet glæde for all sin fortred, Nu er
løgn og laster forsvunden, Nu har hendes sieel I evighed vel Nu
har hun sin sødskende funden.
13. Men det var ey nok de i livet beløy Dig yndig uskyl
dige pige, De maatte i graven besudle dit støv, Dig endda med
løgnen bekrige. Men forbandet er De løgner især, Som saadan
forargelse giver.
14. Det var eder bedre at en møllesten Var eder paa hal
sen omhenget, Og i var aftakket med all eders meen, I havsens
dybheder nedsænket; Heller ikke fød, I moderen død, En saa i for
dømmels jer sænke.