kjæringa. Daa maat han ha bu ette han Val 
num. Han va no a di saa kun still sleker ting. 
Naar han 
Valnum 
kjæm daa te Alstahoug, saa staar 
han utfør døra aa sei mæ folkje at di ska 
varsku han Gaarder, at no e han kom 
men. Dii sei dæ mæ han Gaarder, aa han 
sei at han maa versaagod aa kom ind, 
men han Valnum sei sei han kjæm kje 
ind. Han Gaarder ska kom ut aat han. 
Naar han, 
Gaarder 
kjæm daa ut, tek han Valnum 
ei Svartbok op tur lommen aa rætta aad 
han, aa saa spør han: Kan du les i dene 
bokjæ? Han Gaarder tek bokjæ aa sir 
paa ho, aa saa sei han at dæ kan 
han 
ikkje. 
Ja daa kan du ikkje gjer naako mæ 
kjæringa heller, sei han. Aa saa tek han 
Valmun bokjæ aa gaar paa Kjerkjegarn 
aa mana. Aa sian fæk han Gaarder 
fre for kjæringa. 
Mere om Valnum – fortalt av en Hærøyværing 
til min Bror O. A. I. 
Fortelleren gik under Forberedelse til Kon 
firmation 
hos Valnum 
sammen med mange flere. 
Ungdommen samledes til Undervisning i Herøy 
Kirke og en Flerhet av dem var indloge 
ret paa Præstegaarden. En Dag de var 
samlet i Kirken og Præsten holdt paa med 
Katekisation, blev de opmerksom paa at ret 
som det var kom der noget flaksende op 
efter Vinduerne, og Præsten, som ogsaa blev 
opmerksom paa dette, blev mere end almin 
delig ivrig, ja nesten heflig i sin Kateki 
sation. Aftenen derpaa nær Sengetid var 
de paa Præstegaarden logerende Konfirman 
der ute, da Veiret var smugt, – nogle liggen-