dette Sted, men forøvrigt intet gjort 
derved. 
Man sagde at 
naar 
Knut, der ikke 
kunde læse Skrift, fik Breve, saa holdt han 
disse først op til det ene Øre, og derunder 
erfarede Indholdet, og kunde da meddele 
et og andet av Brevets Indhold, hvorpaa 
han saa lot nogen, som kunde læs Skift 
læse op Brevet for sig. Men Indholdet 
vidste han da allerede paa Forhaand, 
og var der noget morsomt i Brevet 
smaalo han imens han holdt 
det 
Brevet 
op til Øret. – 
Kari Johnsdatter Kvalpskarmo var 
en Kone, der intereserede sig for Ertsfore 
komster. Hun tok saaledes engang Sølv 
prøver i Susendalen og reiste til Knut 
i Gudbrandsdalen for at vise ham disse 
og spørge sig tilraads hos hos ham. 
Knut saa paa Prøverne og sagde da 
til hende: "Ja i den Fjeldakselen sør 
og op for Gaar'n (Kvalpskarakselen) der er 
Sølv nok, men je tvila paa at de vil 
bli Dei te naa'n Nytte". Og det blev det 
heller ikke. Famelien utvandret til U.S.A. 
1865. 
En Hans Stenersen som var 
her en Stund under Skovdriftstiden sagde, 
at hans Far, der var en Ven av Knut, var 
tilbudt av ham, at hvis han vilde reise 
til Susendalen og lete efter Sølv, saa skul 
de han undervise ham saa han kunde 
finde det rigtige Sted. Han kunde 
gjøre sig en Bundt nummererede Pile 
og sætte ned i Marken der han gik 
paa Søkning, ogsaa efter hvært skrive 
og spørge ham tilraads, saa skulde han