at ro en stor Tømmersloge mot Vinden forbi 
Rødøytangen. Erik spendte i og roede av 
alle Kræfter, og for hvært Aaretak stønnet 
han ut: Hess! - monæ, Hess! - monæ. Han 
troede lenge selv at det gik lidt fremover, 
men det sande var at han kom ikke av Flek 
ken. Da han saa endelig forstod at det ikke 
nyttet ham at komme forbi Tangen, lagde 
han til i Læ av denne og kastede Stok for 
Stok over Tangen indtil han til alt Tømmer 
over paa østre Side. Men Præsten, der had 
de iagttat Arbeidet, mente at dette var ikke 
efter Overenskomsten. Han skulde nemlig 
ro Tømmeret forbi Tangen, og følgelig fik 
Gamlen intet for dette sit Besvær. 
En anden gang fik Erik i Opdrag at ta 
en ualmindelig stor Stenhelle op av Havbun 
den og bringe paa Land. Præsten fandt ogsaa 
der en Hagge at henge sig paa, saa Erik ogsaa 
denne gang gik glip av den paaregnede 
Fortjenneste. Denne Stenhelle blev senere 
brukt som Undergrund for et Stabur som 
Præsten lot opføre. Alle fire Stolper stod 
paa Stenhellen, og man siger at saaledes 
staar Staburet paa Rødøy Præstegaar den 
Dag i Dag. 
En tredie gang fik Erik Akord paa at 
spinde Taug av Sand, men det vilde ikke 
gaa. Det røk av, saa han fik til bare smaa 
korte Stumper. Da bad han om at faa Tjære 
at elte Sanden i, men det fik han ikke. 
Av disse Eriks Taugstumper, heter det, skal 
der endnu findes paa Rødøy Præstegaard. 
Engang blev Erik av Præsten tinget til Lofot 
mand. Han skulde være sammen med et