12 De omtalte Brødre sin Afsked nu tog; Den tredie 
endnu med Lykken raadslog, Om han dog sit 
Liv kunde redde; Omsider Forsynet det 
skikkede saa At Kniven han hurtig af 
Lommen mon faa Og dermed sit Liv han 
fik redde For Vennerne da at begræde. 
13 Enhver kan let slutte, hvor hensvandt 
hans Mod! Han, som mistede sine Venner 
saa god, Og ene fra Døden blev reddet 
Han var nu som David av Kummer be 
klemt, Da hans Ven Jonathan sit Liv havde 
endt I Kampen; – det Alle vel sømmer 
At Lidelsens Kalk de udtømmer. 
14 Fra Venner at tale vi vende os hen Til vor 
kjære Moder, der lever igjen; Hun følte 
sit Tab med stor Smerte; Thi lig Turtel 
duen, der Magen har mist, Hvis Afkom tillige 
er tabt og forlist, Hun dybt maatte sørge 
og græde Og Leiet med Taarerne væde. 
15 Med ni Ægtebørn begavet hun var: To Sønner 
bortdøde i Barndommens Aar, De syv da 
igjen var ilive. Det var fire Sønner og Døttre 
tre, Som hidtil hun haabefuld og glad kun 
ne see; Nu døde i Mandommeres Dage De 
tvende, kun fem blev tilbage. 
16 Hvi lader Gud Sorg og Bekymringer her Os 
møde? er det ikke bedre vi leer, End sukke 
i Modgang og Møie? Nei Medgang saa 
ofte os fjerner fra Gud Og gjør at vi 
uformæk't glemme hans Bud, Ved Prø 
velser haarde han drage Vil os ifra Syn 
den tilbage. 
17 Thi Skilsmisse, Kummer samt Motgang og Strid, 
Har været bestandig fra Fædrenetid, Hvert 
Menneskes Løsen hernede, Saa Jakob maa