sørge sin Joseph saa skjøn, Saa Enken av 
Nain sin eneste Søn, En David sit Barn 
det kjære, En Moder syv Sønner med Ære. 
18 Gid hver maa betenke den sidste Afsked, 
Og anvende Tiden til Gudelighet Betenkende 
Døden og Dommen, Saa, at naar den engang 
os kalde vil hen Vi da kunne have vor 
Lamper antændt, Forventende Brudgommens 
Komme, Os alle til Glæde og Fromme. 
19 Derfor kjære Moder, lad fare den Sorg, 
Vi hisset skal mødes i Hunmelens Borg Og 
glade der staa for Guds Throne. Der skal 
ingen Sorg eller Græmmelse mer Beængste 
det ensomme Hjerte som her Blandt salige 
Aander vi ere Optagne: her godt er at være. 
20 I Søskende kjære, som lever igjen, I skulle ei 
sørge fordi vi gik hen, – Did skulle I 
ogsaa vist komme, Naar I Løbebanen til 
ende har bragt. I Tro, Haab og Kjærlighet 
da er henlagt til Eders Retfærdigheds Krone; 
I evig skal staa for Guds Throne. 
21 Der skulle vi skue vor Frelser saa blid, 
Og omgaaes med ham indtil evig Tid, 
Han stred, vandt og bad for os alle; Han 
som har forsonet dem alle med Gud, Der 
tro efterleve hans Lære og Bud, De skulle 
for Døden ei frygte – Gud selv 
hist 
vil hist 
med Palmer dem smykke. 
22 Der skal al Bekymring forandres til 
Fryd, Der skulle vi under Basunernes 
Lyd Et evigt Halleluja sjunge, Der 
skulle vi prise Gud Fader saa god, Der skal 
vi ei gjøre ham mere imod. Ønsk derfor 
med Paulo saa trolig, At komme til 
Himmelens Bolig.