Præsten utaalmodig og lagde til for at
klemme Grøten i Klokkerens formentlige
Mund. Konen som saaledes fik Grøten
i Bakenden vendte sig halvvognende
om i Sengen, og Præsten, som nu opdagede
at han hadde tat Feil, listede sig skynd
somt til det rigtige Kammer. Da Konen
vendte sig i Sengen vaaknede Manden og
fandt ut at der var noget mistenkeligt
i hendes Bakdel, hvorfor han ruskede i
hende og sagde: "Op Kjærring, Du ha
skite dig ut!" Hun op i Forskrækkelse
og ut til en Brønd, hvor hun saa tok til
at vaske sig. Da Præsten kom ind
til Klokkeren lot han denne vite sit
Uheld og undrede sig da paa hvorledes
han skulde faa vaske Gråten av sine
Hænder. Ja, sagde Klokkeren, der staar
en Vandmuke paa Bordet; der finder
De Vand til at vaske med. Præsten
fandt Vandmuken, der var smal i Aab
ningen, trængte den ene Haand ned
igjennem og kunde ikke faa den derop
igjen. Nu blev han helt op i det og und
rede sig paa hvorledes han skulde bli Vand
muken kvit. Der er ingen anden
Raad end at slaa sønder Muken, sagde
Klokkeren. Ute ved Brønden er en stor
hvit Sten, som nok later sig finde i Mørk
et; gaa hen aa slaa Muken mod Stenen
saa den gaar i Stykker. Præsten gik, fandt
den formentlige hvite Sten og drog til med
fuld Kraft for at slaa Muken i Stykker
og hvad saa? Den farmentlige Sten gav et
Skrig fra sig og faldt i Brønden! –