Vaasedrifta eller mosedrifta, som det haldes, 
endskjøndt en gammel kone sagde engang, at det var ingen 
mening i at rige mosedrift. Det va vel so, da skulde 
væ mosen paa markja, det meinte, nei vaasedrifta 
ve dæ, fy ein "vaar", da betydde en stor forsamling. "Den 
ansels af nogle for at bestaa af 
noe 
huldrer, at andre 
for at være en forsamling baade af mænd og kvinder, 
som hver julaften reiser ud paa gjesteri. Da de rider 
eller kjører gjjennem hvert eneste tun, er der paa hver 
gaard lagt bidsel paa hestene for at de kunde 
staa færdige til aftengtfelse. Dette sker virkelig 
endnu hos enkelte og flere har fortalt meg at det 
blei gjort har deres forældre, saavist som julen kom. 
Bidselet behelde hestene paa til trettendeaften. 
Da reisier vaasedrifta hjem igjen med samme 
stri som den gjorde, da den for frem; man hører den 
lang vei. En fortalte meg, at man havde ikke 
netop seet den, men hørt, kor da singla, daa den for 
gjønaa tunet. Den kommer med stor fart og tager 
med sig alt hvad den traffer paa, saa folk kan 
gjerne helde sig inde, naar de hører den. De farer 
op og ned, seges der "gjønaa alle jote" (skar). 8 dage 
eller ogsaa 5 uger før jul kommer julerveinerig 
som man antager er deres tjenestefolk. De skulde 
paase, at alt er i orden. Der fortælles, det var 
en aften i julen, at bønnene i et hus holdt slig 
overhændig stor, at det var reint mykje. "dette 
skal være galt, siges det; for tussene liger det ikke. 
Moderen sagde til dem, at de skulde holde fred; 
men det nyttede ikke stort, enn en stund bor det opi 
"same sjauen igjen." Ud paa kvelden sagde moderen 
til et af bomene - en liden pige -, at hun skulde 
gaa ud i "buen" og hente en liden skjorte til det mindste 
barnet. Pigen var ræd og vilde ikke gaa, med mindre 
det havde lys med sig. "Du trænger ikke om det" 'sagde 
moderen, "det er maanelyst ude." Pigen gik da; men