sidde stille. Han sagde da: "Aa jau, i kvell va 
da moro aa leike me gjeitan bort i liaa. Da kom blod 
tørsten over ham, han for i hammen sin og lagde i vei. 
Siden fandt man gjederne ligge 
nde 
dræbte rundt omkring. 
Nu blev konen saa lei af dette, at hun tænkte, at 
hun skulde, "sagte" havet en raad med hammen, hvis 
hun bare fandt den; men han, der havde som en mis 
tanke om det, gjemte den vel; for det vilde tage 
saa paa styrken hans, om hammen ødelagdes. 
Men hvordan det nu gik eller ei, nok er det, at en 
dag, 
da 
manden var bortreist, kom konen over bjørne 
hammen, og glad blev hun. Hun skikkede straks 
bud til naboerne, som kom "paa timen", og saa tog 
de og brændte hammen op. Manden blev vred, da 
han kom hjem; men gjort gjerning stod ikke til 
at ændre. Sikkert er det, at han havde ikke hel 
sedag siden. 
For at sikre sig mod tussene brugtes og bruges maaske 
endnu paa sine steder at lægge en øks indenfor tarkke 
leng med eggen vendt mod døren for at hindre tussene 
fra at komme ind. Denne skik brugtes især i Julen. 
Ligeledes smurtes tjærekors paa dørene, og for at blive 
end sikrere for alt i huset, sattes ljaa i høstaalet, 
sigde i kornet og staal i vandet. Naar der bagtes 
til jul, lagde man kors i lefserne; for alt, som 
ikke er kors eller kake, skal huldra "til jule 
brød take". Julenat havde man for skik at lade 
et lys brænde, til man skulde i floren om morge 
ne. Lyset tog man i lygten, for dermed at brænde 
høver ko i halen. Den for hvem lyset sluknede, 
var feige, og den kunde man være tryg for at miste 
til sommeren. Det kunde nok være, at tussene 
tog den, thi de tog "dei svarta og dei graua; dei kvita, 
dei raua, dei ligge daua."